Corporate Governance
Schaumann Properties A/S følger med få undtagelser de anbefalinger om god selskabsledelse, som udtrykkes i Nørby-udvalgets rapport om Corporate Governance i Danmark. De punkter, hvor anbefalingerne ikke efterleves, er følgende:
Fondsbørsmeddelelser på engelsk
Der offentliggøres p.t. ikke løbende fondsbørsmeddelelser m.v. på engelsk. Dette sker med henblik på at spare ressourcer, ligesom en oversættelse til engelsk ville medføre, at et længere tidsrum ville passere før fondsbørsmeddelelser m.v. ville kunne offentliggøres.
Investormøder
Der afholdes p.t. ikke løbende investormøder, idet generalforsamlingen tjener samme formål, ligesom al relevant information offentliggøres løbende skriftligt via fondsbørsmeddelelser.
Kvartalsrapportering
Selskabet offentliggør ikke kvartalsrapporter (men alene halvårsrapporter). Dette skyldes, at selskabet arbejder med investering i fast ejendom, og resultaterne af ejendomsinvesteringer og ejendomshandler måles ikke meningsfyldt på kvartalsbasis, men kan alene vurderes over langt længere tidsrum.
Dobbelthverv
Selskabets direktør Jens Schaumann er også medlem af selskabets bestyrelse, ligesom Jens Schaumann via Schaumann Holding A/S er majoritetsaktionær i selskabet. Årsagen hertil er, at selskabet finder, at det p.t. er af stor vigtighed, at Jens Schaumann tager aktiv del i den daglige drift som direktør pga. Jens Schaumanns kontaktnet og evne til at generere nye forretninger, ligesom Jens Schaumann bør være repræsenteret i bestyrelsen pga. sin store ejerandel.
Bestyrelsens mødehyppighed
Der afholdes som minimum tre ordinære bestyrelsesmøder pr. år, hvortil kommer et større antal møder med specielle punkter på dagsordenen. Selskabet har hidtil haft så mange anledninger til at afholde ekstraordinære møder, at det ikke af bestyrelsen opleves som et behov at afholde fem årlige møder med fuld dagsorden efter forretningsordenen. Når dette forhold ændrer sig, vil bestyrelsen genoverveje behovet for antallet af årlige ordinære møder.


